Peralta. Mit paradis i Toscana

Et lille paradis

På en bjergside i Toscana ligger et lille sted, som opfylder de fleste drømme om Italien. Jeg drog derned sidste sommer med min familie. Stedet hedder Peralta og ligger for enden af vejen - næsten på toppen af bjerget. Der er udsigt ned over Camaiore-dalen, hen over bjergene og helt ned til Middelhavet. På en klar dag kan man se spidsen af Korsika. Der er så vidunderlig smukt, at da jeg besøgte det første gang sammen med min familie, troede jeg et kort øjeblik, at jeg var kommet til paradis.

Peralta er en lille gruppe huse, små lejligheder og bed and breakfast. Stedet er bygget på en skråning i klassisk italiensk stil med bougainvilleaer voksende op af husmurene, i haverne er der citron-, appelsintræer og små fine træer med granatæbler. På skrænterne vokser salvie, rosmarin og timian vildt. Kigger man ned over landskabet, ser man en skov af oliventræer, hvor imellem der hele tiden dukker stenhuse op. Om sommeren summer cikaderne, og bjergenes liv rumler. Om vinteren kan der være så stille, at man hører brændet tørre i kurven ved siden af pejsen.

Historien og menneskene
Stedet har en unik historie, der er med til at skabe magien. Peralta var tilbage i 1700-tallet bolig for en lokal krigsherre og hans soldater. I 1968 fandt nyligt afdøde billedhugger Fiore De Henriquez Peralta og begyndte at købe husene op en efter en. Med de penge, hun tjente verden over, satte hun Peralta i stand sten for sten. Der var ikke meget andet end ruiner, og det må have været et kæmpe arbejde at bygge det op igen dér oppe på toppen af bjerget. Stedet var tænkt som bolig for Fiore selv og andre kunstnere, der havde brug for et sted at arbejde. Byerne Massa og Carrara, som ligger ikke langt derfra, er et yndet sted for billedhuggere og kunstnere, fordi der er store mængder marmor i de omkringliggende bjerge. Mange store kunstnere har arbejdet i området, for eksempel Botero, Thorvaldsen og Michelangelo.

Fiore De Henriquez var ikke hvem som helst, men en anerkendt italiensk billedhugger, der boede det meste af sit voksne liv i London. Hun har lavet over 4000 bestilte buster i sin tid, deriblandt af John F. Kennedy, Queen Mother og mange andre prominente mennesker. Hendes egne skulpturer er også meget spændende, og hendes ting står rundt omkring i Peralta og er med til at give stedet en fantastisk atmosfære. Ikke mindst fuglen Phønix, der våger over terrassen og hele dalen.

Fiore døde sommeren 2004, blot en måned før vi ankom første gang. Fiore havde ingen børn, der kunne føre hendes fantastiske Peralta videre, derfor testamenterede hun det til hendes gode veninde Dinah Voisin, som er englænder. Hun vil føre stedet videre sammen med Kate, der står for det daglige. Kate er fra Slovakiet, og skal giftes med en italiener til september. Så er der Laura, som har passet køkkenet i alle de år, stedet har eksisteret. Hun kan fortælle endeløse historier om Fiore og Peralta. I højsæsonen er der i øvrigt mange forskellige unge mennesker, som har sommerferiejob på Peralta.

Ron holder stedet ved lige og sørger for alskens daglige funktioner med en ildhu, som kan gøre én forpustet. Ron er New Yorker, og han er som skåret ud af en Woody Allen film. Han læste historie i Firenze, så en dag et opslag om, at Peralta manglede en studerende til at komme i 14 dage og slå græs. Intetanende om stedet drog Ron af sted, og det er nu over 10 år siden, at han ankom. Der er noget dragende ved Peralta, der fanger folk ind. Det må være udsigten, stilheden, kunsten, italienerne og historien. I den atmosfære af storslået natur, spændende historie og stor kunst forener Peralta det hele, og man bliver opslugt af ånden på stedet. Man forstår til fulde, hvorfor Fiore ønskede at bygge dette sted op og dele det med andre kunstnere. Det må være det perfekte sted at arbejde.

Hvordan fandt du Peralta?
Det er en udfordring at komme til Peralta, da vejen er meget smal og begrebet hårnålesving får en ny betydning. Når man så når toppen og går det sidste stykke ad stien hen til Peralta, træder man ind på en smuk terrasse og bliver modtaget af Ron, Dinah eller Kate. Vi blev modtaget af Ron og tog, efter strabadserne op ad bjerget, med kyshånd imod den kolde fadøl, vi blev tilbudt. Herefter trækker man vejret helt ned i maven og tænker, det er løgn, jeg har fundet det Toscana, jeg altid har ledt efter.

Der er plads til i alt 35 personer af gangen, og der er sjældent fyldt helt op. Det er ikke et sted, der er egnet for små børn, da der ingen steder er at lege, og de meget stejle trapper og løse sten gør det til et farligt sted for børn at løbe frit rundt. I højsæsonen laver Laura mad to gange om ugen, og Peraltas gæster spiser sammen på terrassen. Skøn toskansk bondemad tilberedt med kærlighed, lokal vin i egne flasker. Der sidder man så ved langborde med de andre gæster og udveksler rejseerfaringer og andre af livets interessante spørgsmål. Jeg har siddet mange gange ved bordet på terrassen og talt med mennesker fra England, USA og Australien, og et af de spørgsmål, der altid bliver vendt er: hvordan fandt du Peralta?

Alle huse, lejligheder og værelser er indrettet efter Fiores anvisninger. Det er enkelt og nænsomt bygget af lokale håndværkere med sans og respekt for de oprindelige huse, dekoreret og malet af venner og bekendte, som kom på besøg. Der er borde af gamle døre fra ruinerne, sjove ting, der er købt rundt omkring på loppemarkeder. Derfor er ingen af lejlighederne eller værelserne ens. Overalt er der mulighed for at sidde udenfor og kigge ud over dalen og nyde sin morgenkaffe eller eftermiddagsvin.

Bevæger man sig op ad en lille sti mellem husene, ender man ved en swimmingpool. Den er ikke stor, men måske har den den bedste beliggenhed, jeg nogensinde har oplevet. Den ligger på et plateau, som er sprængt ind i klippen. Dengang hullet blev lavet af Fiore og de lokale håndværkere, kom politiet forbi for at undersøge, hvad der foregik, sådan et brag gav det i hele dalen. Når man bader i denne swimmingpool, om det er morgen eller aften, så kan man ikke andet end at nyde den storslåede udsigt. Derfra kan man følge vejrets skiften. Man kan se solen stå op i bjergene bagved Peralta, man kan se den gå ned i Middelhavet. Derfra får man fornemmelsen af at stå på toppen af verden. Der er luft, rum og helse for sjælen.

Det er også dejligt, at man har mulighed for at køle sin krop ned i løbet af dagen, og det kan ikke mindst være nødvendigt i sommermånederne på Peralta. Fiore ville egentlig ikke have en swimmingpool, fordi hun mente, det var dårlig smag, men hendes venner overbeviste hende om, at hvis man skulle kunne holde ud at være der hele sommeren, var det nødvendigt, at der var en pool. Man må sige, at de valgte det smukkeste sted for dens placering, og den falder ind i hele bebyggelsen uden at dominere.

Fiore ville heller ikke have plantet træer og blomster på området. Det skulle være råt og oprindeligt og i pagt med naturen. Peralta skulle ikke ligne disse små paradisiske forestillinger om Toscana. Det skulle være det sted, det nu engang er - et sted, hvor naturen råder og mennesket kan gøre meget lidt derved. Det lykkes dog Laura og Dinah at overbevise hende om, at citrontræer var en god ide med argumentet, at de havde behov for citroner til hendes gin og tonic. Det er Lauras mand, som har plantet alle træerne og blomsterne, som gror på Peralta i dag.

Mine dage på Peralta
Jeg elsker at vågne op på øverste etage i mit hus, kigge ud af vinduet, se ud over dalen, lytte til skolebussen -- som dytter i det fjerne ved hvert sving, den må tage på vej op eller ned ad bjerget -- lave en kop te, sætte mig ud på patioen og bare lytte til, at dalen kommer i gang. Der er sådan en mærkelig blanding af noget helt stille og en masse larm i det fjerne. Italienere er ikke stille, de elsker larm, forvirring og masser af liv.

I middagspausen kunne man for eksempel gå på bar i den lille by under Peralta, Pieve. Dér er tiden gået i stå. Der sidde to gamle mænd med deres espresso og ser ud som om, at de ikke har sagt noget nyt til hinanden de sidste 20 år.

Hvis man orker at bevæge sig meget mere end op til swimmingpoolen, kunne man i stedet tage en tur ned til byen og hente avisen, drikke en espresso på torvet i Camaiore og gå på indkøb i nogle af byens glimrende små butikker.

Stranden, Lido di Camaiore, ligger ½ times kørsel fra Peralta. Man har så to muligheder. Enten at ligge på den offentlige strand, hvor der er mange mennesker, og der er det en god ide at have egen parasol med, eller at leje sig ind på et af de utallige bagno´er, der ligger langs vandet. Det er private strandklubber. Der får man sit eget lille område med baldakin, stole, bord og liggestole. Der kan man få god kaffe, dejlig frokost, der er swimmingpool, omklædning og rene toiletter. Efter min mening den bedste måde at gå på stranden på, det eneste negative er, at det er rimelig dyrt, især hvis man er en stor familie. Men er man på ferie i længere tid, kan man tegne et abonnement og dermed opnå rabat.

Der er mange muligheder for at vandre i området, både korte og lange ture. Personalet kan rådgive, og der er beskrivelser af vandreture i informationsmappen. Husk drikkevand. Peralta ligger på grænsen til en stor naturpark "Parco Regionale delle Alpi Apuane". Det højeste bjerg, Pania della Croce, er 1858 meter højt. Der kan købes kort hjemmefra i Nordisk Korthandel.

Restauranter og indkøb
Camaiore giver med sine 30.000 indbyggere mange muligheder for at købe ind. Personalet på Peralta udleverer en udmærket liste på både butikker og indkøbsmuligheder, når man ankommer. Byen har et glimrende lokalt supermarked. På gågaden ligger en rigtig god delikatesse, som også er nævnt i flere engelske og toskanske guides. Der få man rigtig god ost, pølse, olivenolie, brød og alt mulig andet, der hører det italienske køkken til.

Ved Lidoen er der et kæmpemæssigt og helt fantastisk Esselunga, som slår danske supermarkeder med flere længder. For eksempel får udbuddet af frisk frugt Irma til at blegne.

På Peralta er der en bar, hvor man kan købe drikkevarer og vand, så man ikke selv behøver at slæbe det hele op ad bjerget. Man får også en liste over de bedste lokale restauranter ved ankomsten.

Årstider
Peralta er meget velegnet til at besøge året rundt. Jeg har selv været der både i juli, september og december. Alle tidspunkter havde sin charme. Om sommeren er der meget varmt og tørt med skønne lune aftener, og gæsterne er primært optaget af at holde ferie og af deres sociale liv. September er mere alvorlig, nogle gæster holder ferie, men andre arbejder eller kommer bare forbi et par dage. Peralta tilbyder det meste af året madlavnings-, vandre-, male- og skrivekurser. De foregår på engelsk.

Tager man for eksempel på ferie om efteråret og vil benytte det lidt mere kølige vejr til at besøge byer, er Peralta et godt udgangspunkt for udflugter, idet de fleste toskanske byer ligger i overkommelig køreafstand. Det tog os for eksempel kun en time at køre til Firenze.

Man kan nemt besøge følgende steder i bil fra Peralta:
Camaiore, den lokale by for foden af bjerget.
Pisa, nærmeste lufthavn og med det berømte tårn.
Firenze, ja man skal jo tage sin kvinde til Firenze engang i mellem. Bedste tid på året er om vinteren, der er færre turister.
Lucca, fantastisk hyggelig by, som har gratis udendørskoncerter med mange rigtig gode bands.
Siena, min ynglingsby i Toscana. At sidde en sommeraften på torvet og drikke kølig hvidvin er et must i løbet af ferien.
Portofino, her fører de rige sig frem, der ligge store yachts i havnen, og alle de modeforretninger, man kan forestille sig på meget lidt plads. Fantastiske fiskerestauranter på torvet og langs med kajen. At gå op se udsigten en tidlig morgen er hele turen værd.

Rejsen
Fly til Pisa, hvor man mellemlander i Milano eller Rom. Alitalia flyver disse ruter fra København.
Man skal have en bil for at bo på Peralta. Man kan også køre derned selv, der er omkring 1500 km fra Puttgarden.